Onsdag den 17. April

Vækuret ringer og jeg er oppe i en fart, jeg skal jo møde Karen Louise kl 12 paa raadhuspladsen, men hun ringer afbud, saa gaar jeg i bad og vasker haar, saa kan jeg have krøller i morgen, naar jeg skal møde hende kl 2. Den kone, der gør rent, har Ekstrabladet med til mig og et billede af Karen, det klistrer jeg i skrapbogen. Jeg er ude i haven at plukke jordens dejligste buket vintergækker, erantis, juleroser, blaa anemoner og grønt til hende, men jeg maa ikke tage alt det, derfor gemmer jeg det i spisekammeret. Mor og jeg er ude at gaa en dejlig mørkelægnings-maaneskinstur. Lunn er inde at se “den kære Blæksprutte” han abbonerer og anbefaler os at tage ind at se nogle stykker, bl. det, [bl.a. det], det er nemlig engelsk. Benzinrationeringen indskrænkes og nu har vi kort til Kaffe, Te, sukker, margarine, kakao og petrolium.

Onsdag den 3. juli 1940

Mor vækker mig umoralsk tidligt, nemlig kl. 9, saa cykler jeg ud på ortopædisk hospital, jeg kører efter Lunns Krak. først venter jeg 1 time i en stor ventesal, saa 3 Kv. i en lille og ½ time i den sidste. Jeg er inde hos overlæge Lildal, der maa jeg gøre lidt gymnastik, jeg kan meget mere, end jeg skal.

Jeg cykler hjem. Det er regnvejr.

Pladsen ude ved Inger, har tyskerne købt, den skal svagt oplyses og bruges som skindflyveplads. [både i Tårnby og Tømmerup blev under krigen anlagt falske lufthavne, der skulle forvirre fjendtlige bombefly] I gaar aftes kl.11, var der optøjer på raadhuspladsen, 150 er arresteret, vi gik forbi kl.11, men saa ikke spor.

Vi holder storvask. Jeg laver eftermiddagskaffe og læser for en gangs skyld kemi, det vil sige, at jeg skriver til ⊥.

W. og jeg cykler en aftentur og kommer forbi Løjtegaarden, det myldre med tyske soldater der, de vinker efter os, men vi ser til den anden side.

Da vi kommer hjem, klatre vi op på muren mod vejen. W. finder en af de blaa flasker fra dammen.

Jeg tegner et billed af W., det skal ikke ligne, men det bliver godt, bagefter tegner jeg et andet, der ikke bliver nær saa godt og dog