Far er til bispevielse for Sharling [Carl Immanuel Scharling] til Ribe. Jeg hjælper mor at lave mad, Gidde kommer og er med i kirken kl. 2, Karen og Lise Holm er der ogsaa, Karen er med inde bagefter, hun ser alt hvad far har bragt hjem fra Polen. Jeg henter kager og Gidde og jeg knækker ugens nød og løser en krydsordsopgave. Hun skal ikke til Itzehoh -men til Dredsten [Dresden], det er meget bedre naturligvis; i morgen flytter hun hjem og saa skal lejligheden lejes ud til en herre, hun indviterer mig hjem, men jeg er endnu ikke begyndt paa lektierne saa det kan jeg ikke tillade mig. Jeg laver aftensmad og spiser en masse slik og mad, saa hvad nytter afmagringskurene. Far og mor besøger Jernhoffs. I morgen skal Christensen op i fransk, han kan ikke et pluk og er uvenner med læreren. Bjørn har en hvalp, de 2 andre er druknede.
Spiser en stor pose pebermønte. Læse ”ny paa Ejnen”, den er meget drøj at komme igennem.