Jeg kaster op og har daarlig mave, saa jeg staar først op kl. 4. Sygeplejersken er her, hun har lejet sit hus ud til 2 københavnerfamilier og har lige haft barnedaab for dem, mændene var med, og den ene mands 2. kone, der var ogsaa en højtstaaende tysk officer med, han var sikkert spion, og de andre er det vel ogsaa, de var fulde og [of- officeren] kyssede den kone, der havde faaet barnet, den afskedigede kone ventede ogsaa, det er ikke saadan med de københavnere.
Mor og jeg gaar en tur op til Karen, hun og Poulsen har været ude at fisk, han har fanget 2 store gedder, og giver os den ene. Han er en rigtig globetrotter med bind for det ene øje, det viser sig senere, at han har katar – ned paa jorden igen. I morgen vil jeg ud at fiske med dem; i dag har det været et meget ideelt fiskevejr med regn. De har fanget 20 aborre, og inden i gedden var der en stor skalle. Otto ligger i Næstved, han er kommet i aften og bliver her i nat, saa her er fuld belagt.