Det er en ægte nytaarsmorgen, jeg staar op kl. 12. Far har en skrækkelig hovedpine. I nat var Fiskerne, Vinters og flere andre med inde at drikke vin og gnisten holdt en hel lille tale for mor. Vi opdager, at Karen ogsaa stjæler frimærker og papir, saa her lades alt haab ude. Jeg ser paa mine dagbøger, nu er her 3. Jeg begynder at læse den første ¼ af Haloa, det er dejligt at drømme sig ned paa en sydhavsø. [Formentligt: Aage Kraup Nielsen, Aloha. En Sydhavsfærd, udgivet 1939] Der er en familie, der kommer kørende i kane til kirke. Far er helt hysterisk og lige ved at græde af raseri under aftensmaden, han truer med at tage til byen, mor græder, men jeg er klar over, at det er den sædvanlige juletræthed, der skal have luft. Jeg læser igen om Pago-Pago og glemmer alverdens trængsler. Far befaler mig at læse en artikkel om tuberkulose, 51% af de unge kvinder der dør har tuberkulose, det skyldes, at de gaar sent i seng og sulter. Jeg faar at hvide, at jeg er for sur til, at der er nogle unge mænd, der har interesse i mig, hør den uvidnes røst.
V Portvin 1, Munkelikør 1.