Kolbye er paa nakken af mig, jeg bliver hele tiden skældt ud, hvorfor dog, jeg synes ikke at jeg har gjort ham noget. Jeg kan regne geometristykket med det samme, det tager kun ½ time, aritmetikken forstaar jeg først i sidste øjeblik, men det bliver aligevel forkert. Jeg faar g – mg i dansk, den er fæl, jeg har kun 1 stavefejl og et par tegnfejl, men der er intet om emnet. Jeg skal betale en regning hos dr. Ellehauge, jeg venter længe, saa gaar jeg. Far har faaet en af V Nordmann’s bøger tilsendt, jeg gaar straks om bord i den, det er interessant at læse om de første mennesker. [V. Nordmann: Valdermar Johann Heinrich Nordmann var geolog og skrev flittigt om Danmarks geologiske fortid, deriblandt bogen Menneskets Indvandring til Norden, 1936– det er muligvis den, Birgit læser i] Jeg læser dog ogsaa en filmsroman, det ved man da hvad er, – uha. Jeg børster mine fraker, de er skrækkelig tilgroede og bliver ikke bedre. Faar min nye kjole fra fru Mouritsen (hvid lærredskjole med blaa blomster), den klæder og slanker mig, men det gør de jo alle, naar man endnu ikke har mave i dem.