Intetanende gaar jeg i skole, men der samler de sig i store klumper, tyskerne har nemlig besat Danmark, der gaar en masse rygter, men de fleste er hvist opfundet.

Jeg bliver hørt i fransk for første gang og kan ikke et suk, men saa kommer 16 bompemaskiner mig til hjelp, for alle farer til vinduerne, jeg kommer tidligt hjem, i aften skal her være mørklægning, og det skal der være fremdeles, derfor køber jeg 21 pakker tegnstifter, og vi blænder kontoret, den lille stue bliver sluse, jeg er dødtræt, da vi er færdige, men jeg blænder dog mit værrelse, Karens værrelse og Lunns og Chr’s er ogsaa blændet. Nordmændene holder hurtigt op med at slaas. Det er et pragtfuldt vejr, men det mærker vi kun narr vi er ude. Far er i banken, der mener man, at det er godt at tyskerne kom, hvor gamle styre kunde ikke bliv ved at gaa. Jeg synes, at det er hyggeligt paa mit værrelse nu, dæmpet belysning o.s.v. Danskerne tager det hvist pænt. De indviterer mig til Maribo, men foreløbig bliver jeg her, her er jo ikke farligt, naar man retter sig efter aardrene. Man vil hjelpe hinanden. Dorff vil hænge tæpper for vinduerne, men man kan se lidt lys, det er far rasende over, han er i det hele taget skrækkelig nervøs – den stakkel, jeg synes i grunden ikke, at det er saa slemt, men morbror Otto kæmper dog i dag og flerer med ham. [Birgits morbror Otto Peder Olsen var kaptajn i hæren] Nordmændene gør hvist ogsaa lidt modstand, men alle havne bliver dog besat. Det er kedeligt, at jeg ikke tager til byen, i morgen er røgen vel forsvundet. Jeg gaar tidligt iseng, og man sover glimrende bag de mørke skodder, for der er jo hel mørkt her inde.