Far er i audiens hos kongen, det gaar godt og morsomt. Mor og jeg maa gøre huset rent, det er et vældigt arbejde, den mad vi levnede i gaar er ødelagt af spy. Far praler om hvad kongen sagde og jeg bliver skældt ud. I aviserne er der en del billeder fra i gaar. Jeg gaar ud for at besøge Inger, hun er ikke hjemme, i den tid der gaar, kalder far paa mig, vi er nemlig inviteret i cirkus med de gamle, da hun kommer hjem er der naturligvis ingen ende paa hvor morsomt det har været, skønt pogrammet lyder som alle andre cirkusers. Jeg faar Gruntvigs oldebarn til at skrive i min bog, hans skrift er akkurat som N. F. S. Jeg skriver til Henning og tænker paa at besøge Jernhoffs’, men sidder i det dejlige solskin i stedet for. Jeg prøver min konfirmationskjole og konstaterer at jeg er blevet lidt tykkere. Gaar tidligt i seng da her er meget kedeligt.