Vi faar vikar i dansk, han ser saa ung ud at vi tror at han gaar i realen, han er forfærtelig sød og sikkert ogsaa dygtig, jeg læser Sofies rolle i ”Nej”. Det er mor Borchs fødselsdag, vi splejser til flødeboller og Axel har en mægtig sigar med, hun pakker først op da timen er forbi, hun er lige ved at blive gal over sigaren, men tuder dog af rørelse over vor godgørenhed. Det øsregner. Jeg er meget sulten da jeg kommer hjem, og spiser en hel æske chokolade. Det er bedstefars fødselsdag. Jeg læser Adam [?] fra ende til anden. Syr et stort stykke paa min hanedug. Far er inde at spise frokost med direktør Cheaffer og Lektor Visti der skal have nye reoler fra nordisk møbelhus. Begynder først meget sent paa lektierne og er meget træt, det er ogsaa derfor jeg spiser saa meget.