Staar op ved 10 tiden, ortner mit værelse og pakker kufferten omtrent færdig, det er fars og mors 15 aars bryllupsdag, Jernhoffs’ er her at gratulerer dem. Jeg gaar en tur med miss Madsen og kommer forbi Mætte, det er snart 2 aar siden at jeg saa den sidst [en hest?] Fru Jensen er her med mors og min kjoler jeg betaler 2 kr for dem. Inger er i København at købe turistmark og hente min sykkel. Jeg har ikke spist noget i dag og agter ikke at spise ret meget. Jeg skriver dagbog for den 13 + 14 + 15. Jeg er i bad og vasker haar.
Jeg giver min tennisketsche, min badmintonketche og mors tennisketche sommerolie. Far vil ha’ mig til at skrive noget ind i en kirkebog, men Inger kommer saa hun kan lige saa godt gøre det. Jeg er hos fru Jensen at bestille hende til den 1. August, bagefter er jeg ved budsen at hente Kirsten-Marie, en gammel kone fra Taastrup, hun har sin svigersøn og dattersøn med, far er ikke hjemme og jeg taler med hende lidt, saa kalder jeg paa mor og hun tager sig af hende, viser hende kirken og kirkegaarden, paa Kirkegaarden siger mor at jeg skal gaa til damefrisørinden og det gør jeg, frk Olsen er paa ferie og der er en tyk dum og lidet dyktig i hendes sted, hun krøller mig, men jeg kommer til at ligne et friceret lammehoved. Vi faar alle kaffe i haven og jeg leger med den lille dreng og snakker med hans far. Vi leger med missen og er i anlæget. Da de skal til og afsted faar de bøger, 10 kr. og løfte om roser men vi kommer for sent til bussen med dem, og saa sætter jeg dem i vand og sætter dem ind i spisestuen og smider de gamle ud. Jeg faar 4 kr. tilbage af mor. Inger Bacher giver mor en stor buket lyserøde rosenknopper paa 15 aars bryllupsdagen. Anna Bacher er her efter den store dukke til fiskedammen og viser os samtidig nogle poser som hun har faaet. Inger skærer sig paa et schabesoglas [Chabeso]. Jeg spiser tykmælk og alt for meget til middag. I aften er Tage og Karen her, Tages mor er meget syg og Tage siger ikke et ord hele aftenen. Karen siger at folk er meget utilfredse over at far skriver saa meget, derover er far gal og oprevet og det er jo ikke sært, folk er misundelige. Karen har en blaa fransk silkebluse paa.